Forskellige forhold omkring Carl Nielsen Festivalen i august betød at billetsalget til orkesterkoncerterne var mådeligt – vel mest af alt at det var en efter den klassiske musikverdens målestok at regne ret hastigt organiseret erstatning for en russisk kulturuge, der af indlysende grunde måtte aflyses. Men forhåbentlig tænker nogen omkring arrangørerne på, at musiklivet i Odense faktisk har et netværk, som man kunne bruge til at tiltrække folk til andet end den evige H.C. Andersen.
A. Mahler – 5 Lieder (arr. Jorma Panula), G. Mahler – Symfoni nr. 4 – Camilla Tilling, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
Ravel – Le Tombeau de Couperin, Mortensen – Blæserkvintet – Opus Zoo, Schubert – Strygekvartet nr. 14 (Døden og pigen) – Nordic String Quartet, Odense Koncerthus
Mozart – Symfoni nr. 36, Brahms – Symfoni nr. 3 – Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
Bremer/McCoy – Dexter, Odense
Copland – Klarinetkoncert, Verhey – Koncert for fløjte og orkester nr 1, Mendelssohn-Bartholdy – Violinkoncert, Nielsen – Symfoni nr. 1 – Blaz Sparovec, Josephine Olech, Johan Dalene, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
Mozart – Klarinetkoncert (1. sats), Nielsen – Klarinetkoncert – Panagiotis Gianakas, Ann Lepage, Oleg Shebata-Dragan, Copenhagen Phil, Lena-Lisa Wüstendorfer (finalekoncert i klarinetdelen af Carl Nielsen International Competition 2022), Odense Koncerthus
Prokofjev – Symfoni nr 1, Bent Sørensen – Cembalokoncert “Sei Anime”, Beethoven – Symfoni nr 2 – Mahan Esfahani, Odense Symfoniorkester, Simon Gaudenz, Odense Koncerthus
Nielsen – Sonate for violin og klaver nr 2, Mads Haugsted Hansen, Marie-Luise Bodendorff, Bruch – Otte stykker for klarinet, bratsch og klaver – Søren-Filip Brix Hansen, Marie Luise Jensen, Charlotte Thanning, Syddansk Musikkonservatiums koncertsal, Odeon, Odense
Britten – The Young Person’s Guide to the Orchestra, Högberg – A Hunt for the Eluded Muses, koncert for violin/bratsch og orkester, Elgar – Enigma Variations – Isabelle van Keulen, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
Roikjer – Sonate for tuba og klaver, Carl Boye Hansen, Anne Mette Stæhr, Ravel – Klavertrio, Esther Mielewczyk, Mette Spang-Hansen, Ole Bartholin Kiilerich, Leroy Anderson – Diverse sange, Ivalylo Dechkoff, Stinus Christensen, Martin Jochimsen, Michal Panasiuk, Jens Krøgholt, Jonas Bonde-Nielsen, Odense Koncerthus
Halvorsen – Norsk rapsodi nr 1, Ruders – Sound and Simplicity, accordeonkoncert, Sibelius – Symfoni nr 5 – Bjarke Mogensen, Odense Symfoniorkester, Rune Bergmann, Odense Koncerthus
Nielsen – Pan og Syrinx, Prokofjev – Klaverkoncert nr. 1, Mozart – Koncert for to klaverer og orkester (1. sats), Beethoven – Symfoni nr. 6 “Pastorale” – Odense Symfoniorkester, studerende ved Det kgl. danske musikkonservatorium (CJ Wu, Marco Crispo, Constantin Riccardi) og Syddansk Musikkonservatorium (Karin Jakobsson, Lan Yu Sørensen), Odense Koncerthus
Sarah Elgeti Kvartet – Dexter, Odense
Herbie Hancock – DR Koncerthuset, København
Nielsen – Helios Ouverture, Berg – Violinkoncert, Mahler – Symfoni nr. 5 – Isabelle Faust, Oslo Filharmonien, Klaus Mäkelä, Odense Koncerthus
Nielsen – Saul og David, forspil til 2. akt, Tjajkovsky – Klaverkoncert nr. 1, Brahms – Symfoni nr. 4 – Daniil Trifonov, Philharmonia Orchestra, Tugan Sokhiev, Odense Koncerthus
Mozart – Klarinetkoncert, Haydn – Symfonier nr. 95 og 96 – Jonas Lyskjær Frølund, Danmarks Underholdningsorkester, Adam Fischer, Konservatoriets Koncertsal, København
Bernstein – Ouverture til Candide, Gershwin – An American in Paris, Bernstein – Serenade, Reich – 4. sats fra The Four Sections, Adams – Short Ride in a Fast Machine, Bernstein – Symphonic Dances from West Side Story, Marquez – Danzon No. 2 – Diana Tishchenko, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
Franck – Psyché, Nørgaard – Symfoni nr. 2, Brahms – Klaverkoncert nr. 2 – Gustav Piekut, Odense Symfoniorkester, Cathrine Winnes, Odense Koncerthus
Weigl – Dear Earth: A Quintet of Poems, A. Koppel – Invention for viola og marimba, Piazzolla – La Muerte del Angel, Milonga del Angel, Mumuki, Oblivion, de Falla – 7 sange, Granados – La Maja Dolorosa – Emma Oemann, Esther Mielewczyk, Tone Sundgård Anker, Mette Spang-Hansen, Branko Djordjevic, Simon Krebs, Jens Krøgholt, Ole Bartholin Kiilerich, Odense Koncerthus
Poulenc – Sonate for klarinet og klaver (til minde om Arthur Honegger), Britten – 6 Metamorphoses after Ovid, Rota – Koncert for basun og klaver, Dvorak – Waldesruhe, Martinu – Variationer over et slovakisk tema – René Højlund Rasmussen, Pina Mohs, Robert Holmsted, Karolina Bogus, Michaela Fukacova, Elena Jordan, Syddansk Musikkonservatoriums Koncertsal, Odeon, Odense
Musikduellen, værker af Anderson, Bernstein, Shostakovich, Tchaikovski, Beethoven, Wagner, Verdi, Gade, Sibelius – Frederik Cilius og Mattias Hammer, Odense Symfoniorkester, Magnus Larsson, Odense Koncerthus
Carsten Dahl, Dexter, Odense
Wagner – Ouverture til Rienzi, Wesendonck-Lieder, forspil til Tristan und Isolde, Sibelius – Symfoni nr. 7, Wagner – Liebestod fra Tristan und Isolde – Brit-Tone Müllertz, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
Rasmussen – Blæserkvintet, Beethoven – Blæseroktet arr. for blæserkvintet, op. 103 – Rune Most, Henrik Skotte, René Højlund Rasmussen, Niels Aamund Gyntelberg, Morten Østergaard, Schubert – Strygekvartet nr. 13, “Rosamunde” – Jovana Vukušic, Veronika Mojzešová, Christian Bønnelykke, Michaela Fukacova, Odense Koncerthus
Jarrell – Klaverkoncert nr. 2 “Reflections”, Mahler – Symfoni nr. 1 – Bertrand Chamayou, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
Det var et fint år, med The Handmaid’s Tale på Den Kongelige Opera i København som noget af det mest intense, jeg har oplevet. Moderne musikteater når det er bedst – selv om det måske ikke er for alle.
I kronologisk orden:
Fra regnormenes liv – Folketeatret
Laser og pjalter – Odense Teater
Sandmanden – Aarhus Teater
Frøken Julie – Bellevue Teatret (gæstespil på Odense Teater)
Elektra – Odense Teater
Tosca – Den kgl. opera, Operahuset
Vi bygger en vej – Odense Teater
Omstigning til Paradis – Aarhus Teater
Don Giovanni – Den kgl. opera, Operahuset
Et dukkehjem – Det kgl. teater, Skuespilhuset
Asta – Teatergrad, Odense Teater
Erasmus Montanus – Aarhus Teater
Den vægelsindede – Det kgl. Teater, Skuespilhuset
Odysseus må dø – Teater Momentum, Odense
Spilleren – Betty Nansen Teateret
København – Det kgl. Teater, Skuespilhuset
La Vendetta, I Pagliacci – Den jyske Opera, Koncerthuset, Odense
For mange år siden, da jeg var ung og energisk, fik jeg den idé, at jeg ville høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Det var faktisk inden cd’ernes tid – og længe inden nogen havde hørt om streaming, så Beethovens samlede havde ikke kun lydligt, men også fysisk en vis udstrækning.
Og det var inden vi kom til den økonomiske side af sagen – en hurtig beregning viser at hvis en standard-lp kostede 100 kr i begyndelsen af 1980’erne, ville det svare til cirka 250 kr i 2021-priser. Og et sæt Beethoven fyldte 6-7 lp’er, så det ville være noget af en udskrivning at kaste sig ud i.
Heldigvis havde Gladsaxe et yderst velassorteret musikbibliotek – ud over klassisk kunne man også frådse i alle slags jazz og latinamerikansk musik – hvilket gjorde projektet en hel del mere overkommeligt.
Uanset den klassiske musikindustris problemer var antallet af indspilinger noget mere begrænset end i dag, så mit valg faldt ret forudsigeligt på Herbert von Karajans indspilinger med Berlinerfilharmonikerne fra 1970’erne.
Som jeg forstår det, mener De Rigtige Eksperter, at hvis det skal være Karajan i stereo, så skal det helst være indspilningerne fra 1960’erne, mens serien fra 1980’erne betragtes som udtryk for senromersk dekadence. Rigtige afficionados vil naturligvis fremhæve, at man skal høre hele molevitten i mono. Dertil kommer at Karajan-bashing er en genre for sig selv i den klassiske musikverden. Det skal ikke skjule at der er mere end én måde at spille Beethoven på.
Men selv om én dirigent næppe kunne eller kan yde alle Beethovens symfonier samme retfærdighed, havde projektet den store fordel, at jeg fik hørt de mindre kendte symfonier – og selvfølgelig også hørt de kendte brudstykker (starten af 6. symfoni, Ode an die Freude fra 9. symfoni) i deres sammenhæng. Og konsekvensen blev at de andre syv har fulgt mig de sidste cirka fyrre år.
For sjov skyld gentog jeg projektet sidste uge – dog var lp’erne erstattet af en streamningtjeneste (idagio, for de interesserede) og Herbert von Karajan med Claudio Abbado, som jo efterfulgte ham som chefdirigent.
Folk der ved mere om musik, musikhistorie og musikteori end jeg, har skrevet om Beethoven og hans symfonier, så jeg vil her henvise til den britiske dirigent Mark Wigglesworths korte introduktioner til symfonierne og argumentation for, hvorfor vi i det 21. århundrede bør lytte til Beethoven.
Men her er mine punkter:
Beethovens ni symfonier er meget forskellige. Så er man det mindste til partiturmusik, er der noget at komme efter.
Min personlige favorit er nr. 3, Eroica (eller “Beethovens Erotica”, som Thomas Mann lader en dannelsesudfordret tuberkulosepatient kalde den i Trolddomsbjerget). Vi kommer meget langt omkring i de fire satser – og der er intet tju-bang over det heoriske.
Starten af nr. 5 og koret fra nr. 9 er spillet til døde, men der er altså tre satser efter starten af 5’eren og tre (og lidt til) inden vi kommer til koret i 9’eren.
Tre af symfonierne er kriminelt undervurderede – nr. 2, 4 og 8 ville alle blive regnet som højdepunkter i det tidlige 19. århundredes musik, hvis enhver anden end Beethoven havde komponeret dem.
Specielt nummer 4 kan være velegnet, hvis man vil komme forbi billedet af Den Store Beethoven. Prøv fx at få fat i Carlos Kleibers liveindspilning.
Beethoven kan også være morsom. Manden opfandt trods alt scherzoen.
Nummer 1, 6 og 7 skal selvfølgelig nævnes. Pastoralen var den første klassiske lp, jeg købte.
Nu giver streamingtjenesterne jo ubegrænset adgang til meget i vore dage, så jeg prøvede for sjovs skyld at parallellytte Abbado med Berlinerfilharmonikerne med indspilninger af Herbert Blomstedt og Gewandhausorchester fra 2010’erne. Selv om begge må regnes som mainstream i luksusklassen er der store forskelle – heldigvis findes den endegyldige opførelse eller indspilning af Beethovens symfonier ikke. (Jeg har været til koncert med Berlinerfilharmonikerne – Gewandhausorchester i Leipzig er helt klart på ønskelisten)
Min egen Beethoven-samling før streamingens dage var en blandet landhandel – og det er nok som det skal være.
Samlede sæt: George Szell og Cleveland Orchestra, Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne.
Nummer 3 (og 9) – Karl Böhm og Wienerfilharmonikerne
Nummer 5 og 7 – Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne
Nummer 6 – Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne
Nummer 7 – Leonard Bernstein og Wienerfilharmonikerne
Nu er der jo kommet nye generationer af dirigenter til, og i 2022 er udvalget af indspilninger af enkelte symfonier eller hele sæt nærmest uoverskueligt.
PS: Ingen anelse om hvem der har tegnet karikaturen. Den er snuppet herfra.